Det var i efteråret 2011. Vi var taget til Belgiens hovedstad, og vores guide var den lille bog ”25 øloplevelser i Bruxelles med Freddy Blak”.
Vi var allerede påvirkede. Både af det overvældende udvalg af fantastiske øl, men også af at have set nogle af Pieter Bruegel og Heironymous Boschs (billedet ovenfor) syrede værker på Les Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique. I hvert fald havde vi mod på noget obskurt. Freddy Blak anbefalede ”Le Cercueil”, en beværtning udsmykket med skeletter og bårebuketter for at skabe den rette morbide atmosfære.
Således gik turen gennem Bruxelles gader, og på vej ned af en sidegade til Grand-Place kunne vi høre ”When the shit goes down” med Cypress Hill inde fra en bar, hvor et skelet sad og bød os velkommen. Vi var kommet til det rette sted.
Da vi havde fundet en plads blandt de andre besøgende, som overvejende var klædt i goth- eller punkstil, stillede vi vores rygsække op af en kiste, rettede på brillerne og undersøgte stedets udvalg af øl. I andre lande ville man nok nøjes med en doven pilsner sådan et sted. Men i Belgien, hvor selv en tankstation sælger trappist-øl, skal man ikke nøjes. Så vi bestilte en ”Duchesse de Bourgogne”, en sofistikeret øl med sin syrlige og frugtige smag – selvfølgelig serveret i et kranieformet krus.
Med musik i baggrunden af bl.a. Tom Waits og Black Sabbath samt dyrkelsen af det infernalske og makabre følte vi os efterhånden helt hjemme. Døden er om noget et tema vi alle kan forholde os til. Skål for døden!