Jack & Beer – the beer is made of lava!

Har De hørt om stenøl, kære læser?  Det er en øl, som kommer fra Thisted Bryghus. Jeg vil nødig redegøre for hvordan den helt præcist brygges, men i processen har man i hvert fald givet øllen en slags hot stone massage med lavasten. Oven i hatten har Jack & Beer fået en slat bourbon whiskey, hvorefter man har ladet den langtidslagre på egetræfade. Resultatet er en øl, der er lige så stenet som en efterlønsmodtager på et wellnessophold.

Øllens farve kan jeg ikke sige så meget om – jeg drak den direkte fra flasken. Den smager af  sødlig ale tilsat en whiskey aroma, og det fungerer sådan set okay. Lettere grynet i ganen, og med de 8% kunne man måske have forventet mere tyngde, men jeg skal ikke kaste den første sten.